Hundecafé
Mangler du et sted, hvor du og din hund kan sidde indendørs og slappe af efter en god gåtur? Så byder Farum Hundehus dig velkommen på Danmarks første dedikerede hundecafé! Her er kaffe og kage til de tobenede, men også et særligt menukort til hundene. Din firbenede ven kan sætte tænderne i en kyllinge croissant, eller noget mere naturligt såsom et tørret kalveøre. Det er hunden der er i fokus hos os, så man er naturligvis altid velkommen til blot at komme forbi og lade hunden smage en godbid og få en kaffe to-go, hvis ikke lige ens hund trives med at ligge i et café miljø.
Hunde etikette i caféen
Da vi ønsker at tilgodese alle hundes behov, henstiller vi til at alle hunde er i snor, eller på anden vis forhindres i at tage kontakt til fremmede hunde, medmindre ejeren godkender det. Decideret socialisering af din hund kan foregå til særlige arrangementer i hundehuset.
Din hund er velkommen til at ligge i møblerne, så længe den ikke er snavset. Vi har tæpper til rådighed, og du kan naturligvis også selv medbringe noget din hund kan lide at ligge på!
Vi har selvfølgelig vand og vandskåle til rådighed.
Kommer din hund til at tisse eller besørge indendørs, så sig til - vi har særlige rengøringsmidler og papir klar!